1541 Ultimate II

Se lige, hvad der er dumpet ned i min retrosamling – den længe ventede 1541 Ultimate II! Det er en slags alt-i-et-cartridge man sætter i sin Commodore 64 og tilslutter til seriel- og kassetteporten (kassetteadapter er ekstraudstyr). Man kan fodre den med enten et microSD-kort eller USB-stick, og idéen er så, at man har alle sine images dér. Et image er kort fortalt et dump af en diskette, kassette eller cartridge, kogt ned til én fil, der indeholder hele filstrukturen.

Man kan så “mounte” disse images – altså indsætte en virtuel diskette i drevet, om man vil – og indlæse indholdet fra dem, akkurat som var de fysiske medier. Nu hvor både C64-disketter og -diskettestationer har 30+ år på bagen, vil de unægteligt fejle før eller siden, og så er denne løsning jo ideel. Og man sparer en pokkers masse plads på skrivebordet 🙂

Udover det indeholder 1541 Ultimate også bl.a.:

  • Cartridge-emulering, fx. Final Cartridge III, Action Replay og Turbo Assembler
  • indbygget SID-player
  • RAM Expansion Unit – op til 16MB RAM på en computer fra 1982!

1541 Ultimate er et énmandsprojekt udviklet af hollandske Gideon Zweijtzer i 2008, og frem til nu har han bygget og solgt omkring 3300 enheder, så det må siges at være en ubetinget succes, nichemarkedet taget i betragtning. Men nok snak – se videoen, mens jeg får samlet spil, demoer og andre rare sager 🙂

Opdatering 3. april 2016: Jeg har lavet en genindspilning af den første video, da jeg ikke synes jeg fik forklaret mig ordentligt, og meget gik op i hat og Ritt Bjerregaard 🙂