Musik

Musik

Jeg har lavet musik lidt on/off siden jeg fik mit Commodore CDTV i starten af 90’erne. I starten brugte jeg ProTracker og en lånt Amitech-sampler, og støvsugede de Thunderdome-cd’er jeg havde for brugbare kicks, effekter og synths. Jeg fik lavet en del – tja, musik kan man vel næppe kalde det – men lyde der passede nogenlunde sammen til at kunne præsentere for mine klassekammerater. Eller rettere, tvangsindlægge dem til at høre, for der var vist ingen der rigtig brød sig om hardcore techno 🙂 Mit diskettedrev var dog mere end almindeligt glad for at ødelægge alle disketter jeg fodrede det med – og jeg var selvfølgelig dum nok til at kassere de brugbare da CDTV’et stod af, – så alle originale mod-filer fra dengang er desværre gået tabt…

Da jeg fik min første PC i 1997, fortsatte jeg med ScreamTracker, Impulse Tracker, Propellerhead Reason og senest Cubase, og er nu nået full circle og laver i skrivende stund igen 4-kanals moduler i ProTracker på min Amiga 1200 og SID-musik på min Commodore 64 🙂 Her på siden har jeg samlet så mange af mine numre jeg kunne finde, og playlisterne vil blive opdateret, efterhånden som jeg får bikset noget nyt sammen.

Slaskeben

Mit oldschool Amiga hardcore-projekt. Grim, hurtig lyd, grim lyrik, grim produktion – akkurat som techno skulle lyde i de tidlige 90’ere 🙂 Mine Slaskeben-udgivelser kan høres og downloades i FLAC-format på www.slaskeben.dk.

Diverse

Jeg har haft lidt forskellige aliases gennem tiden, men numrene i nedenstående playliste er alle lavet af yours truly i Reason.

Psylicium – Explorers Of The Mind (Album)

Mit første (og hidtil eneste) album. Det indeholder stort set alle de numre jeg lavede i Impulse Tracker mellem 1997 og 2001, så det var nogle år undervejs…

SID-musik

Siden jeg var tobak for en skilling, har jeg villet lære at lave SID-musik på en Commodore 64, men som 10-årig uden internettet, var det ikke nemt hitte hoved og hale i den mur af hexkode, der mødte én i Rock Monitor III. Som 34-årig lykkedes det dog endelig, og jeg har prøvet kræfter med bl.a. GoatTracker, CheeseCutter og SDI. SID-versioner af numrene kan downloades fra CSDb.

Jævrik Mix Inc.

Jævrik Mix var et projekt jeg havde sammen med min kammerat Jesper. Jeg stod for musikken, og han for lyrik og en masse fraklip 🙂 Vi har bl.a. optrådt (næsten) live på Hillerød Pædagogseminarium, og var store på hedengangne MyMusic.dk, især takket være monsterhittet “Fly On The Wings Of Love”. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor lige netop dét nummer fik så mange afspilninger … 😀 Nummeret “Jeg Hulker Mig Selv” fra Dårlig Mave ApS er i øvrigt et lille mix af vores fraklip, og bestemt ikke for folk med sarte nerver. Det er også berygtet i Norge pga. sin onde bas!

A Moment In Time

A Moment In Time er en udløber af Jævrik Mix Inc., og stilen røber at vi er blevet nogle år ældre. Ikke helt voksne og følsomme, men næsten… Jesper var begyndt at spille guitar på det tidspunkt, så vi gik efter en mere organisk og blød lyd. Det blev desværre kun til to numre, men søde er de da 🙂

Remixes

Indimellem har der været remixkonkurrencer på MyMusic.dk, og jeg har haft fingrene i bl.a. Carpark North og TV2. Begge numre fik udmærket kritik derinde, men jeg løb desværre ikke med førstepræmien… Aliaset Novaload i listen herunder var mit ganske korte C64-remixprojekt, men jeg bliver stadig spillet på SLAY Radio indimellem 🙂