Thunderdome-lækkerier til folket
Ingen kommentarer DIY/Hacks, Medier

Jeg kan jo godt li’ at sidde og fedte med Photoshop og den slags, og har (som det også fremgår af sidebaren) en fetich for grafisk design og logoer. Så fordi jeg hellere må vedligeholde siden lidt, og fordi jeg har fødselsdag i morgen, vil jeg også være lidt gavmild 🙂

The ID&T Wizard

Lige siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Thunderdome-udgivelserne og brugte lommepengene på nummer fire i serien, har jeg været vild med ham troldmandsfætteren som ID&T brugte som logo. Jeg har gennem årene forsøgt at finde en udgave i høj opløsning til brug som skrivebordsbaggrund o.l., men desværre uden held. Det bedste jeg kunne finde, var ca. 1200 pixels på den længste led, og det jo nytter ikke ret meget at forstørre rasterbilleder uden det bliver for tarveligt at se på.

Tidligere på året fik jeg færten af et sted på nettet, som efter sigende kunne opskalere billedfiler til fire gange deres oprindelige størrelse ved hjælp af kunstig intelligens i en ekstremt god kvalitet set i forhold til de gængse metoder. Det skulle selvfølgelig afprøves på troldmanden, så jeg fandt det skarpeste og største billede jeg kunne på Google – og WOW! Det stod stadig knivskarpt, selv i 7206×6294 pixels!

Jeg fritlagde baggrunden, gennemgik logoet minutiøst millimeter for millimeter, og rettede diverse kurver til, så jeg til sidst havde en perfekt og knivskarp udgave med transparent baggrund – endelig!

Download idt_wizard.7z (7206x6294px PSD)

The ID&T Wizard (opdatering 03.02.2019)

Jeg har nu også lavet den sort/hvide udgave i sprød EPS 🙂

Download idt_wizard_bw.eps

Thunderdome Logo

ALT ved Thunderdomes grafiske identitet var svinelækkert – coverbillederne, troldmanden, logoet og selvfølgelig skrifttypen Lithos, som blev brugt til tracklisten bagpå. Der skulle gå mange år før jeg rent faktisk fandt ud af at den hedder Lithos – og endnu flere år at finde typen til logoet (som i øvrigt hedder Pritchard Regular). Nå, nu havde jeg jo troldmanden, så jeg var nødt til også at ha’ Thunderdome-logoet i stor størrelse, og det er lavet helt fra bunden. Der er sindssygt mange forskellige udgaver, men jeg har satset på det blålige, de fleste af udgivelserne bruger. Farver og gradienteffekter kan dog ændres, hvis man vil eksperimentere lidt selv.

Download thunderdome_logo.7z (5911×1911 PSD)

Når man nu altid har ønsket sig en Thunderdome t-shirt, men aldrig har fået gjort noget ved det, må man jo printe sin egen … 😉